Alex Wallin har skrevet en forrygende fortælling om vikinger og guder.

Bogen Sagnlandet er en historisk fantasy for voksne og unge.

Du bliver, som hovedpersonen, kastet tilbage i tiden, helt præcist tilbage til 989.



Prolog

Det hele startede med sommer på museet; vikingeborgen Trelleborg.

Frida var træner i kampgruppen Securis Danica og hun lærte mig at kæmpe med skjold og våben.

Frida hævede øksen til slag og jeg lagde mærke til glæden i hendes øjne. Det var dumt. For sent løftede jeg skjoldet og mærkede en brændende smerte. Jeg vaklede; verden blev tåge. Frida greb mig, min søster skreg og så var jeg væk.

 

Mit navn er Peter.

Jeg blev kastet tilbage til slutningen af 900-tallet og vågnede op i landsbyen Thorsager, lige efter en ødelæggende kongefejde mellem Harald Gormsøn og Svein Otto Haraldsøn.

Mange gode mænd døde og de unge kvinder var i overtal.


Pagter mellem slægter var vigtigere end følelser. Børn en sikkerhed for alderdommen.

Slægt og ære var nært forbundet. En aftale var en aftale, som ikke uden videre kunne ændres. Enten var man ordholden eller også en nidding. Der fandtes ingen mellemting.


Jeg blev mødt med en blanding af venlighed og mistro og måtte lære alt fra bunden.

Livet på overfladen virkede let, men det var hårdt, koldt, og uberegneligt.

 

 

Kapitel 1.

Som jeg husker det

Jeg vågnede med hovedet halvt nede i en mudderpøl. Jeg lå på det våde græs, og jorden lugtede sur og gæret. Det gjorde nederdrægtig ondt i baghovedet og synet flimrede. Jeg satte mig op og så mig omkring, uden at kunne genkende stedet. En skovsti snoede sig mellem, bøge og egetræer og fulgte åens snoninger. Smerten jog som en flimrende ild hen over issen og brændte i øjnene. Stønnende rettede jeg mig op.

Der sad en kvinde ved åen med en brun kjole på og et grønt sjal om sit lange hår. Hun vendte sig, så jeg kunne se hendes ansigt. Jeg genkendte hende og vinkede. Hun rejste sig usikkert og så på mig, som om jeg var en fremmed.

”Hej Frida, hjælp mig” kaldte jeg.

 

Hun løb og jeg stod alene tilbage. Hvorfor løb hun og hvor var jeg?

Jeg tog et skridt og vaklede. Jeg strøg håret væk fra øjnene og mærkede noget klæbrigt. Jeg betragtede den brune og rødlige masse på hånden og snusede til det. Det lugtede heldigvis kun af jord. Jeg så ned ad mig selv og genkendte det vikingetøj jeg plejede at have på, når jeg var på Trelleborg. Var jeg i nærheden? Spørgsmålene tårnede sig op. Der var en å ved Trelleborg, men den var bredere.

 

Jeg hørte tale og kiggede i retning af lyden. ”Hej Frida,” råbte jeg og vinkede.

Hun kom hen til mig sammen med to mænd. ”Vær hilset Herre. Jeg hedder ikke Frida men Frejdis og jeg er sikker på, du forveksler mig med en anden.”

Hendes sprog var fyldt med rullende konsonanter og stemmen var dyb. Min hjerne var som tømt for fornuftige tanker.

Jeg iagttog hendes to følgesvende. Den ene var gammel, den anden ung. Han stod med en økse i hånden. Havde jeg set dem før? Det måtte jeg have, for alle tre havde vikingetøj på.

”Har du det godt?” spurgte Frejdis bekymret. ”Hvad er der sket? Du har mudder og blod i ansigtet, og dit tøj er plettet.”

Jeg så ned af mig selv. Jeg havde et par grå uldbukser på samt en blå hørkjortel med brikbånd langs halsudskæringen. Jeg fik øje på kniven der sad i bæltet. Den havde jeg aldrig set før. Jeg betragtede omgivelserne. Dette landskab var bakket og skovfyldt og det gik op for mig, at jeg ikke anede hvor jeg var.