Skyerne var mørke og tunge, lynene flængede himmelen, og vinden ruskede i sejlet på handelsskibet. En snekke dukkede op i horisonten med et dragehoved på stævnhalsen. Skibet havde skjolde på siden og en rød vimpel i masten. Styresmanden på handelsskibet spejdede ængsteligt efter snekken, spændte sejlet hårdere op til vinden og lagde kursen mod land. Han havde ansvaret for sin jarls kvinde og deres to små børn, og han gruede for deres skæbne. Hans frygt blev til virkelighed, snekken optog forfølgelsen og arbejdede sig langsomt, men sikkert nærmere. Han blev klar over, at han ikke kunne nå i havn og besætningen gjorde klar til kamp.

Snekken kom op på siden og en sværm af velbevæbnede mænd entrede handelsskibet. Kvinden holdt ængsteligt sine børn ind til sig for at skærme dem for synet. Efter en kort, men hidsig kamp lå besætningen dræbt på dækket. Et par mænd trak de grædende børn væk fra kvinden, mens hun ængsteligt råbte. Lederen, en høj, lyshåret mand med et hårdt drag om munden, smilede til hende i en ekstatisk forventning. Hun så ind i hans hårde, mørkeblå øjne, blev panisk og prøvede at rive sig løs, men han slog, indtil hun opgav al modstand. Han flåede i hendes klæder og inden længe stod hun nøgen og hjælpeløs på dækket. Han lugtede surt af sved og dårlige ånde.

Regnen begyndte at falde og trommede hårdt på hendes nøgne krop, mens hun prøvede at lukke mandens rytmiske bevægelser ude af bevidstheden. Hendes øjne søgte fortvivlet efter børnene, som blev gennet frem mod stævnen.

Manden stønnede og løsnede i et kort nu grebet. Hun strittede voldsomt imod og fik fat på mandens kniv. Han mærkede bevægelsen og greb om kniven, samtidigt med at hun trak den fri af skeden. Kniven skar dybt i mandens hånd, og hun vristede sig fri.

Han stak de sårede fingre i munden og langede ud efter hende med den raske hånd. Hun bukkede sig for slaget og huggede ud efter hans ansigt. Blændet af blodet fra fingrene opdagede han ikke bevægelsen. Kniven skar sig dybt ind i kinden, og hun prøvede atter at ramme ham. Han fik fat i kvindens hår og slyngede hende hen over dækket, indtil hun ramte masten og tabte kniven.

En af mændene trådte på kniven, mens andre hastigt nærmede sig. Hun gik i panik, kastede et hurtigt blik på børnene og sprang over bord. Hun kæmpede sig op til vandoverfladen, gispede efter vejret og nåede lige akkurat at opfange et kort glimt af børnene, inden skibene forsvandt i regntågen.

Rolf stod ved anløbsbroen og ventede på, at Dan jarls snekke lagde til. Det store smukke råsejl med det mangefarvede mønster gled ned fra masten, råen blev lagt på galgerne, og sejlet blev bundet op. På forstævnsdækket stod Dan og hans familie og vinkede. Rolfs mave trak sig sammen af nervøsitet. Han blev klamsvedig i hænderne og gned dem tørre i bukserne. Han skævede til Erik som ivrigt smilede og vinkede. Rolf havde mest af alt lyst til at forsvinde, men blev i stedet puffet fremad af Ragnhild, som fornemmede hans usikkerhed.

Dan jarl af Skåne var en høj mand. Han var smukt klædt og bar en rød kappe, der var kantet med mink. Hans kvinde Hild var klædt lige så flot. Hun bar en rød kjole med indvævet mønster i guld. Bag dem stak et nervøst ungt kvindeansigt frem. Det gav et sug i Rolfs mave, for det måtte være Asta.
Rolf spærrede øjnene op. Hun var stadigvæk spinkel, men havde nu kvindens bløde, runde former og var endnu smukkere. end han huskede hende. Hun bar en rød kappe magen til sin fars og hendes kjole var orange med mønster langs syningerne.
Asta betragtede Rolf. Han var stadigvæk lille af vækst som hun, men han var trods alt blevet højere og havde fået en større muskelmasse. Hendes nervøsitet forsvandt. Hun smilede varmt til ham og strøg sit røde hår væk fra ansigtet. Hun gik fra borde og tog ham i øjesyn. ”Kan du huske dengang, vi byggede hulen og kæmpede om træstammen?”

Rolf havde besøgt Asta for et par år siden, og hun havde vist sig at være en sjov, men også vild pige. De havde sat fælder i skoven, indrettet lejrplads og bygget en løvhytte. De fangede fisk i elven og stegte dem over ildstedet.
De havde klatret på klipper, kæmpet med stokke og fortsat kampen på en træstamme, der gik tværs over elven. Asta var sej og havde kæmpet som en bjørn, men Rolf havde været hende for hurtig. Han havde ramt hende med sin stok, hvorefter hun var faldet i elven og ført med strømmen. Han havde kastet sig i vandet for at redde hende og var nær selv druknet.
Jeg troede du druknede. Hvor så du sjov ud.” Asta lo af hans ansigtsudtryk og skiftede klogeligt emne. ”Vi skal besøge Gunkil jarl om et par dage, men vi kommer igen lige før solhvervsfesten.”
Hun blev rød i hovedet. ”Min far mener, at vi skal se hinanden an, før vi bliver håndfæstet.”
Hendes ord rumlede i hovedet på ham. Måske var det allerede blevet planlagt, dengang han var på besøg. Han frittede Asta. ”Se hinanden an?”
Har du virkelig glemt, hvad vores forældre har aftalt?”

Kongsøres stormænd og skibshøvdinge ventede foran hovedgården. Gæsterne fik et bæger mjød, som skikken foreskrev og alle hilste hjerteligt på hinanden.
Inde i hallen knitrede langbålet lystigt, og ilden legede med skyggerne, som om de var levende væsner. Der sad fedtlamper på husets bærestolper og lyste behageligt op, med deres bløde, rødlige lys. Bordet stod dækket med skåle, fade og sølvbægre.
Gæsterne fik anvist deres pladser, og Erik satte sig på højsædet. Stormændene og deres kvinder blev anbragt ved den ene side af bordet. Rolf og Asta havde fået pladsen midt for, så alle kunne se og konversere med parret.
En træl skænkede vin fra Franken, for denne særlige dag skulle fejres. Det var en stærk halvsød hvidvin med en dyb og fyldig druesmag. Ingen foruden kongen og hans stormænd havde midlerne til at købe denne kostelige gudedrik, som Rolf holdt så meget af. Maden blev båret ind på fade og i store jerngryder og forventningerne til måltidet steg. Det dampede fra gryderne, og indholdet sendte en skøn duft rundt i lokalet. Skåle og fade var fyldt til randen af de lækreste retter: Muslinger, høns, vildsvin, kalvesteg og grøntsager.