| Kapitel 1
Jeg vågnede med hovedet halvt nede i en mudderpøl. Jeg lå på det våde græs, og jorden lugtede surt og gæret. Det gjorde nederdrægtig ondt i baghovedet og synet flimrede. Jeg satte mig op og så mig omkring, uden at kunne genkende stedet. En skovsti snoede sig mellem, bøge og egetræer og fulgte åens snoninger. Smerten jog som en flimrende ild hen over issen og brændte i øjnene. Jeg rettede mig op mens jeg stønnede.
Jeg bemærkede en kvinde der sad ved åen. Hun havde en brun kjole på og havde et grønt sjal over sit lange hår. Hun vendte sig, så jeg kunne se hendes ansigt. Jeg genkendte hende og vinkede. Hun rejste sig og så usikkert på mig, som om jeg var en fremmed.
"Hej Frida, hjælp mig” kaldte jeg.
Hun løb og jeg stod alene tilbage. Hvorfor løb hun og hvor var jeg?
Jeg tog et skridt og vaklede. Jeg strøg håret væk fra øjnene og mærkede noget klæbrigt. Jeg betragtede den brune og rødlige masse på hånden og snusede til det. Det lugtede heldigvis kun af jord. Jeg så ned ad mig selv og genkendte det vikingetøj jeg plejede at have på, når jeg var på Trelleborg. Var jeg i nærheden? Spørgsmålene tårnede sig op. Der var en å ved Trelleborg, men den var bredere.
Jeg hørte tale og kiggede i retning af lyden. ”Hej Frida,” råbte jeg og vinkede.
Hun kom hen til mig sammen med to mænd. ”Vær hilset herre. Jeg hedder ikke Frida men Frejdis og jeg er sikker på, du forveksler mig med en anden.”
Hendes sprog var fyldt med rullende konsonanter og stemmen var dyb. Min hjerne var som tømt for fornuftige tanker. Jeg iagttog hendes to følgesvende. Den ene var gammel, den anden var ung og stod med en økse i hånden. Havde jeg set dem før? Det måtte jeg have, for alle tre havde vikingetøj på.
”Har du det godt?” spurgte Frejdis bekymret. ”Hvad er der sket? Du har mudder og blod i ansigtet, og dit tøj er plettet.”
Jeg så ned af mig selv. Jeg havde et par grå uldbukser på samt en blå hørkjortel med brikbånd langs halsudskæringen. Jeg fik øje på kniven der sad i bæltet. Den havde jeg aldrig set før. Jeg betragtede omgivelserne. Dette landskab var bakket og skovfyldt og det gik op for mig, at jeg ikke anede hvor jeg var.
Hvad er dit navn fremmede?” spurgte den unge mand. Han satte sin økse i bæltet og betragtede mig kritisk.
"Peter,” svarede jeg.
"Han ser ikke ud til at være farlig,” sagde den gamle til Frejdis. ”Du må hellere hjælpe ham.”
Hun førte mig ned til åen og gav mig et lille puf, så jeg trådte ud i det lave vand. ”Kan du selv, eller skal jeg hjælpe?”
Jeg bøjede mig ned for at skylle mudderet af kinden og var ved at falde. Hun greb fat i armen, så jeg genvandt balancen.
"Nu skal jeg hjælpe dig.” Hun skyllede forsigtigt blod og mudder af og fik øje på et sår i hovedbunden. ”Hvad er der sket?” spurgte hun bekymret. ”Er du blevet overfaldet?
"Jeg ved det ikke.” Jeg havde svært ved at koncentrere mig og havde ondt alle vegne. Jeg mærkede forsigtigt på såret i hovedbunden. ”Hvor er vi?”
"Du er i nærheden af Thorsager.”
"Hvor ligger Thorsager?”
"Du har en mærkelig udtale fremmede. Kommer du langvejs fra?”
Jeg betragtede hende og vidste, at vi havde boet i Hedebyhuset. Vi havde været sammen hele dagen, kæmpet med sværd og økse og hjulpet hinanden med at lave mad. Og dog, ligheden var slående, men stemmen var anderledes.
"Du kigger så intents på mig, er der noget galt?”
Jeg prøvede at smile. ”Er du sikker på, at du ikke hedder Frida?”
"Hold nu op med det der,” svarede hun med en hovedrysten. ”Følg med.”
Jeg havde svært ved at følge med og mit højre ben gjorde ondt.
Frejdis så sig tilbage. ”Har du også slået dit ben?”
"Også slået mit ben, hvad mener du med det?”
"Du har tydeligvis slået hovedet,” svarede hun lidt irriteret og ventede indtil jeg kom op ved siden af dem.
"Mit navn er Njal,” sagde den gamle og pegede på den unge. ”Det er Halvdan, træsmedens søn. Hvor kommer du fra?”
Jeg anede det ikke og forholdt mig tavs. Jeg betragtede Njal. Han var klædt i en slidt grøn kofte og havde lysebrune bukser på. Halvdan var barfodet og iført et par korte grå bukser, der sad dårligt.
Vi kom ud af skovstykket. Foran os lå en eng med får, omkranset af et lavt stengærde. Bag engstykket fik jeg øje på en vikingelandsby. Jeg havde lyst til at knibe mig i armen. Den så mere autentisk ud, end nogen anden jeg havde set. På engen stod et par mænd med bar overkrop og skar eller huggede grene af et par nyligt fældede træer. Den ene af stammerne var næsten afgrenet. To tarveligt klædte kvinder trak grenene væk, smed dem over indhegningen og ind til fårene.
Den ene af mændene standsede sit arbejde og rettede sig op. En stor fedladen mand råbte nogle ukvemsord og svingede sin pisk. Den knaldede lige over mandens rygstykker. Jeg stirrede fascineret på forestillingen, for det måtte det være. Den virkede uhyggelig realistisk.
Det er bare en af trællene, der igen har taget sig friheder,” sagde Njal og lagde hånden på min skulder. ”Et slag med pisken, så skal den nok lystre.”
Jeg stivnede ved hans ord og mærkede at blodet veg fra ansigtet. Jeg havde altid ønsket at opleve en vikinglandsby og nu stod jeg i nærheden af en rigtig en af slagsen.
"Er du dårlig?” spurgte Frejdis.
Jeg rystede på hovedet og prøvede at skyde tankerne fra mig. Hendes ord var fyldte med bløde d’er og rullende konsonanter. Det slog mig, at hun talte norrønt og jeg også selv talte og forstod det gamle nordiske sprog. Det var helt surrealistisk. Hvordan kunne det lade sig gøre?
Det hele kørte rundt. Hjernen strejkede og jeg kunne ikke få helheden til at passe. Jeg trak vejret dybt ned i lungerne et par gange og gned ansigtet for at vinde tid, men Frejdis trak mig ublidt i armen. Jeg fulgte efter som i en trance.
Njal fulgte stien og vi kom til engstykket med de nyligt fældede træer. Duften af friskt træ kildede i næsen.
Jeg standsede for at se nærmere på det dygtigt udførte skuespil, for det måtte det være. Den ene af de såkaldte trælle lod som om han ikke så os, den anden rettede sig op og stirrede direkte på mig. Pisken ramte ham over rygstykkerne og fik ham til at gispe.
"Den sved,” råbte den store mand og sendte mig et øjekast. ”Hvem er du?”
"Han hedder Peter,” svarede Njal, som om jeg ikke selv var i stand til at svare. ”Vi fandt ham nede ved åen.”
Jeg betragtede trællen og fik øje på den røde streg efter piskens slag. Benene begyndte at ryste og angsten fik maven til at vende sig. Jeg måtte foretage mig et eller andet for ikke at skrige. Jeg fik øje på trællens sav. Saven havde håndtag som en kniv og savbladet var kort og krumt. Den skar elendigt og jeg kunne se, at trællen havde svært ved at styre den.
"Lad mig se saven.” Jeg rakte hånden frem. Trællens blik strejfede mig et kort øjeblik, så rakte han mig den.
Den store mand haltede hen og tog mig i øjesyn.
Jeg undersøgte skæret på saven. ”Tænderne trænger til at blive filet.” Jeg skævede nervøst til den store mand. Hans ansigt var brunligt og furet af tidens tand. Håret var tyndt og han var ved at blive skaldet.
Han så spørgende på mig. ”Kan du gøre det?”
Jeg rystede på hovedet og mærkede på tænderne. ”Hvis saven smutter, kan det ende med, at han får ødelagt fingrene.”
"Han? Det er ikke en mand. Det er min træl,” brummede han. ”Jeg hedder Einar.” Han betragtede mig mistroisk. Frejdis sendte mig et hastigt blik der kunne betyde hvad som helst.
"Du må hellere tage Peter med hjem til din far,” sagde Njal.
Frejdis nikkede.
Da vi var ude af høreafstand, slog hun en smittende latter op. ”Der fik du Einar Skadelår til at tænke.”
"Hvem?”
"Ham som du talte med, bliver kaldt for Skadelår,” forklarede hun.
"Hvorfor det?” spurgte jeg nysgerrigt.
Hun sendte mig et blik, som om jeg var idiot. ”Lagde du ikke mærke til hans haltende gang? Han har været i leding og hans ben har taget skade. Men dril ham ikke med det, han er så stærk, at han kun behøver at slå en gang for at vinde en nævekamp.”
Jeg havde lagt mærke til hans hårde blik og fornemmet det hidsige sind. Jeg var glad for advarslen.
|
